Næsten hjemme igen efter aftentur høres hundeglam tæt ved. Vaks kigger sig vildt omkring, det ville jo ikke være rart at blive overlistet. Ingen hund i sigte. Vi går i en stor bue uden om brandhanen, Vaks løb ind i i går aftes!!!! I et vindue får Vaks øje på noget……
Lyset falder, så den store Guld Buddha ses langt mere, end da vi gik ud…..Hvad er mon det? Og hov, der står en stor “farlig” hund ved siden af……….mon det var den, der gøede før….Nu ser den ret rolig ud. Underligt at hende der holder snoren, ligner MIN SNORHOLDER…og at hunden i vinduet bliver klappet, når jeg gør…….Det er tydeligt at hjernevindingerne bliver vredet. Efter laaaaaaaaaaaaaang tid må vi godt gå videre, men nu skal alle vinduer studeres…et par vinduer fra Buddha’en, henne hos farvehandleren er hunden der igen……allestedsnærværende hund åbenbart. Ih, det er altså spændende dette her. Vi går videre, men Vaks er stadig i egne tanker og kigger sig tilbage. Man skal se sig for, skal man – også når man er hund. På hjørnet hænger en grøn affaldsboks og Vaks drejer hovedet fremad lige i tide til at få en ORDENTLIG en på siden af hovedet. UHA DA DA. Vaks giver ikke en lyd fra sig…ser bare lidt ør ud. Men han siger ikke noget, når han mener selv at være skyld i diverse uheld. Man er vel en STOOOOOOOOOOOOOOOR hund.
